Ledelse & Teamudvikling

IDA Lederforum og Mannaz: Verden har brug for flere STEM-ledere

I en tid hvor teknologi og innovation driver samfundets udvikling, er der et stigende behov for ledere med en baggrund inden for STEM (Science, Technology, Engineering & Mathematics). Desværre fravælger mange STEM-uddannede ledervejen. En udfordring som IDA Lederforum og Mannaz i fællesskab arbejder på at løse. De vil tale ledelse op og klæde STEM-lederne bedre på.
Artikel

Det er bekymrende, når undersøgelser viser, at unge ønsker at fravælge ledelse. Ifølge Susan Münster, bestyrelsesleder for IDA Lederforum, og Marianne Egelund Siig, CEO i konsulent- og kursusvirksomheden Mannaz, er dette problematisk, da mange af verdens udfordringer netop kalder på en dybere forståelse af samspillet mellem teknologi, mennesker og ledelse.

Hvorfor STEM-ledere?

Ledere med STEM-baggrund har en unik teknologisk forståelse kombineret med en eksplorativ og løsningsorienteret tilgang, hvilket ofte gør STEM-ledere i stand til at omsætte viden til konkrete resultater. Disse kompetencer er nødvendige i forhold til de store samfundsmæssige problemstillinger – herunder den grønne omstilling, sundhedsvæsnets fremtidssikring, geopolitiske kriser og mulighederne for at kunne integrere f.eks. det potentiale AI skaber både ift. arbejdsprocesser og løsninger på de komplicerede udfordringer.

Marianne Egelund Siig og Susan Münster understreger derfor vigtigheden af, at flere STEM-uddannede finder det attraktivt at udvikle ledelseskompetencer. Dette gælder både i stillinger med og uden personaleansvar, hvor disse kompetencer kan anvendes til at fremme udvikling og skabe værdi i komplekse teknologiske og organisatoriske sammenhænge.

”For at kunne lykkes med samarbejde og realisere de teknologiske visioner er det nødvendigt at se ledelse som en selvstændig faglighed. Og derfor ønsker IDA Lederforum og Mannaz at hjælpe STEM-specialisterne med at videreudvikle deres ledelsesevner og sikre, at vi har attraktive tilbud til hele ledelsespaletten. Både til ledelsestalenterne, projektlederne og dem højere oppe i systemet,” siger Susan Münster og understreger:

”Og det er netop det, som Mannaz har 50 års erfaring med – og som vi derfor skal udnytte. For her får vi programmer og ledelsesforløb designet direkte til målgruppen, idet Mannaz har en solid forståelse for målgruppens behov og udfordringer.”

Mannaz forståelse for og kendskab til STEM-faglige ledere skyldes ikke mindst, at det var IDA som i 1975 stiftede Mannaz – dengang under navnet DIEU: Danske Ingeniørers Efteruddannelse. Ejerskabet og Mannaz vedvarende commitment og samarbejde med IDA igennem fem årtier har således opbygget et helt unikt og solidt kendskab til STEM virksomheder og ledere.

Ind med ledelse og ud med myter

At få flere specialister og uformelle ledere til at vælge en karriere som ledere kræver, at vi begynder at tale om ’ledelse’ på en ny og anden måde.

”Vi skal tale ledelse meget mere op. Det er fedt at være leder og have ansvar. Lederrollen giver både fleksibilitet og frihed. Så drop alle myterne. Nej, du skal ikke ofre din familie, dine venner og dig selv. Måske du misser en Netflix-serie eller to, men til gengæld får du indflydelse, mulighed for at gøre en forskel og kan være med, når beslutningerne træffes – og det er enormt givende,” siger Marianne.

Susan stemmer i: ”Selv troede jeg, at jeg skulle forblive ingeniør. Men jeg kunne hurtigt se, at hvis jeg skulle være med der, hvor det skete – så skulle jeg være leder. I dag er det mest givende for mig som leder at opleve, når ens team spiller godt sammen og lykkes. Det er simpelthen fantastisk, når det fungerer – og så er det selvfølgelig også hårdt arbejde, når det ikke fungerer. Men det er jo det, man lærer at håndtere som leder.”

Både nye, erfarne og uformelle ledere skal klædes bedre på

”Jeg oplever desværre igen og igen ledere, som kæmper unødigt hårdt, fordi de hverken har fået de rette værktøjer eller et struktureret kompetenceudviklingsforløb til at lykkes med den opgave, de er blevet stilet. Og det er uhensigtsmæssigt – både for den enkelte leder og deres team – men i særdeleshed også for organisationen, som ikke opnår de ønskede resultater,” lyder det fra Marianne Siig.

IDA Lederforum og Mannaz vil i samarbejde med IDA Learning i fremtiden arbejde endnu tættere sammen på at sikre, at STEM-ledere får de rette kompetencer i tide.
Men det handler ikke kun om den enkelte leder. Hos Mannaz arbejder man både med ledelsesprogrammerne – men også med organisationsudvikling i en lang række STEM-virksomheder i Danmark og internationalt.

”I en tid præget af accelererende teknologiske forandringer, kompleksitet og globale udfordringer er ledelse en kritisk faktor i målet om succes. Det er derfor vigtigt, at både ledere og organisation løfter sin samlede ledelseskapacitet. Det er den helhed, der gør en forskel og sikrer succes, retning og implementering af strategi,” siger Marianne.

Susan Münster forklarer: ”Ledelse handler om at facilitere teamet og organisationen mod succes, ikke om den enkelte leder som værende en ’superhelt’. Lederen skal udfylde en funktion og sikre, at opgaverne løses bedst muligt. Selvom der også skal være fokus på den enkelte leders personlige velbefindende, så er det egentlige formål eller succeskriterie evnen til at skabe resultater.”

Hos Mannaz arbejder man med følgende fem kompetenceområder:

1

Strategisk tænkning og handlekraft

I en stærkt foranderlig virkelighed er evnen til at tænke strategisk, arbejde med scenarier og handle målrettet og agilt afgørende. Ledere skal mestre at oversætte komplekse tendenser og data til klar strategisk retning og klare prioriteringer, som kan sikre følgeskab, og samtidig bevare fleksibiliteten og tilpasse organisationen løbende.

2

Bæredygtig ledelse, etisk og værdibaseret

Fremtidens ledelse skal være dybt forankret i ansvarlighed, etik og bæredygtighed. Det handler om at skabe organisationer, produkter og processer, der er profitable, og som samtidig bidrager positivt til samfundet og planeten.

3

Ledelse på tværs af systemer, kulturer og teknologier

I en verden præget af multi-dimensionelle udfordringer skal ledere kunne agere og være en samlende kraft på tværs af organisatoriske, kulturelle og teknologiske grænser. Det kræver en stærk evne til helhedsforståelse, systemisk tænkning og inddragelse af den kollektive intelligens i samarbejdet mellem mennesker, netværk, partnerskaber, AI og robotteknologier.

4

Evne til at skabe motiverende arbejdskulturer og fælles retning

Relationel intelligens, autentisk empati og evnen til at skabe tillid bliver nøglen. Fremtidens ledere skal kunne bygge inkluderende, meningsfulde fællesskaber, hvor ledelse og kollektiv retning går hånd i hånd. Ledere skal kunne navigere i komplekse netværk, samarbejde internationalt og forstå kulturelle forskelle.

5

Fokus på læring, nysgerrighed og innovation

Ledere skal selv være forbilleder for livslang læring og kontinuerlig udvikling. Evnen til at fremme l æringskulturer, hvor fejl ses som input til forbedring, og hvor nysgerrighed og eksperimenter er naturlige elementer, som bliver afgørende for organisationens både fremtidige relevans og evne til at performe i nuet.

Lad os sammen skabe fremtidens STEM-ledere

IDA Lederforum og Mannaz opfordrer derfor STEM-uddannede til at overveje ledelsesvejen og bidrage til at forme fremtidens arbejdspladser og samfund – og ikke mindst tage del i samtalen om, hvad der skal til for at skabe de rette rammer og tilbud til STEM-ledere.

Ved at udnytte de muligheder, som teknologi og innovation bibringer, kan vi sammen møde fremtidens udfordringer. Lad os derfor arbejde for at skabe et samfund, hvor ledelse og teknologi går hånd i hånd for at skabe værdi og fremgang til glæde for os alle.

Vil du høre mere? 

Inspiration
Forandringsledelse & Transformation Forandringsledelse vs. Transformationsledelse - To veje til organisatorisk udvikling

I en tid præget af konstant bevægelse og kompleksitet er det afgørende, at ledere forstår forskellen mellem forandringsledelse og transformationsledelse. Begge discipliner har til formål at skabe udvikling, men de adskiller sig markant i tilgang, dybde og formål.

Ledelse & Teamudvikling Mægling: Fra problem til potentiale

Når mennesker arbejder tæt sammen, kan der opstå konflikter. Konflikter kan lamme samarbejdet, skabe alliancer og forplante sig i organisationen, og derfor frygter mange ledere og HR-ansatte dem. Men hvad nu, hvis konflikter ikke kun er en trussel, men også rummer et uforløst potentiale, som virksomheden kan få gavn af? Tidligt indgreb eller egentlig mægling kan være nøglen til at forløse dette potentiale og skabe værdi – både menneskeligt og forretningsmæssigt.

Ledelse & Teamudvikling FRA MASKINRUM TIL MENINGSRUM: 50 års indsats for at gøre specialister til ledere med hjerte og rygrad

I 1945 slog Haldor Topsøe alarm i Ingeniøren. Han kaldte det »et sørgeligt kapitel«, at ingeniører stod magtesløse, når det kom til økonomisk forståelse og ledelse. Det blev starten på en revolution, der 30 år senere manifesterede sig som DIEU – og i dag lever videre som Mannaz. En international kursus- og konsulentvirksomhed, som er ejet af IDA, og som i alle årene har bidraget til at gøre ingeniørerne til dygtige ledere. I 2025 fylder virksomheden 50 år. Vi har talt med CEO Marianne Egelund Siig om rejsen fra efteruddannelse i regneark til dannelse i ledelse, empati og bæredygtighed.

Synes du artiklen er interessant?

Få mere viden indenfor ledelse ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.

The potential is people